Anna og Jens Mondrup har ejet Harlev-virksomheden Alu-Danica i 50 år.
Fredag den 4. februar blev det med en velbesøgt reception fejret, at det er 50 år siden Jens Mondrup sammen med hustruen Anna overtog metalstøberiet og skiltefabrikken Alu-Danica, som på det tidspunkt lå i Lillering.
Gennem de fem årtier er virksomheden vokset og i dag har den til huse i en moderne fabriksbygning i Harlevs industrikvarter.
Ægteparret Mondrup er stadig begge aktive i virksomheden. Datteren Anita er i dag daglig leder af Alu-Danica og den yngste datter Sanne er hoteldirektør på Hotel Årslev Kro.
Eneste danske producent af støbte alu-skilte
Metalstøberiet og skiltefabrikken er i dag den eneste danske leverandør af støbte aluminiumsskilte. Mange kender Alu-Danicas skilte. Harlev-firmaet har lavet og leveret gadeskilte til mange byer.
Mondrup støber også husnumre, navneskilte, firmaskilte og skilte til el-selskaber m.m.
Alu-Danica leverer skilte til hele Norden gennem en række forhandlere.
Gennem en årrække har virksomheden været leverandør af skilte til det svenske kongehus. På flere af de kongelige slotte findes danske skilte fra Harlev og der er en hel skilteskov fra Alu-Danica i den kongelige park Djurgården ved Stockholm.
Datter fører håndværket videre
Ægteparret Anna og Jens Mondrup har fra de helt unge år altid drømt om at blive selvstændige, så da Alu-Danica var til salg i 1972, var de ikke i tvivl om, at det var dem, der skulle drive firmaet videre. Jens Mondrup var uddannet mejerist, og sammen havde de drevet en servicestation, inden de flyttede til Lillering, hvor ...