Q-Centerforeningen i Galten har opløst sig selv og skænket 44.718 kr. til Danske Hospitalsklovne.
Danske Hospitalsklovne har mange venner i Galten-området. Ikke alene modtager organisationen årligt en stor sum fra Champagnegaloppen på årets sidste dag. Nu har de også modtaget et klækkeligt beløb ved indgangen til 2019.
Anledningen er, at Q-Centerforeningen, der har været koordinerende forening for forretningslejemålene i Q-Centret, har valgt at opløse sig selv og skænke foreningens indestående på kr. 44.718,78 til Danske Hospitalsklovne.
»Samtlige fremmødte ved den ekstraordinære generalforsamling 17. december stemte for forslaget om at donere foreningens formue til Danske Hospitalsklovne,« fortæller Linda Nielsen, som blev den sidste formand i Q-Centerforeningen.