Sædvanen tro afholdt Falck i Galten nytårsparade den første lørdag efter årsskiftet.
Den hyggelige morgensamling på brandstationen er en anledning til at brandfolkene får den pæne uniform støvet af og mødes med kollegerne under afslappede former.
Ved nytårsparaden er der altid repræsentation fra Falcks ledelse med oplæsning af direktørens tale som et fast punkt.
I 2018 var de lokale Falck-brandmænd i aktion ved 77 udrykninger mod normalt cirka 55 årligt.
»Vi har fået den vestlige del af Århus Kommune med som indsatsområde. Der har vi haft cirka 20 brande og desuden assistancer til Hørning og Ry. Der var især travlt i høstperioden på grund af tørken,« siger brandstationsleder Ivan Nielsen og fremhæver den store markbrand 19. juli i Stjær som årets største enkeltindsats.
I årets løb har tre af de lokale brandmænd valgt at stoppe. De er blevet afløst af tre nye brandmænd: Allan Rattenborg, Halfdan Ravn og Mikkel Madsen.