'Skanderborg Synger' inviterer til fællessang i hele Skanderborg kommune. Premiere på Torvet i Galten torsdag d. 25/8.
I samarbejde med Bio Huset i Galten, Borgerforeningerne i Ry og Låsby, Ældresagen i Hørning samt Skanderborg Museum inviterer ”Skanderborg Synger” til fællessang.
»Vi skal synge eftersommeren, efteråret, julen, foråret og sommeren ind. Hver gang med et lokalt kor som forsangere, og det hele styres humoristisk og erfarent af Frank Megabody alias Frank W. Damgård,« fortæller Johannes Flensted-Jensen, bestyrelsesformand for Skanderborg Synger.
Først synges eftersommeren ind
Første arrangement bliver på Torvet i Galten d. 25. august kl. 19, hvor eftersommeren synges ind.
»Det er med stor glæde, jeg kan fortælle om dette projekt. De overordnede ideer er dels at få mange til at synge, dels at få sunget nogle af vore dejlige sange fra Højskolesangbogen og dels at knytte hele Skanderborg Kommune sammen i sang,« siger Johannes Flensted-Jensen.
Projektet bliver gennemført med samarbejdspartnere over hele kommunen og med støtte fra Nordea Fonden og Skanderborg Kommunes Kulturpulje.
»Og hvorfor så fællessang? Det er der så mange gode grunde til. Sang gør glad, sang styrker fællesskabet, sang forener og sangene om de forskellige årstider i Danmark rammer os lige i hjertet og forstærker den oplevelse af vores dejlige natur, som vi alle har,« siger Johannes Flensted Jensen og tilføjer:
»Vi håber at kunne afslutte arrangementerne i de fem centerbyer med et stort samlet Fællessangsstævne i sommeren 2023.«