Septembers himmel var lysende blå og stemningen tilsvarende lys og let, da omkring 300 mennesker i går mødte op i Tåstrup til åbningen af ”Tåstruplandet – fredningen syd for Harlev”.
Tåstrup Borgerforening havde tændt pandekage-bålene på legepladsen, en veloplagt delegation ankom til fods fra Stjær, borgerforeningen, naturfredningsforeningen og fællesrådet holdt taler på bakketoppen, og snart drog store grupper af forventningsfulde gæster af sted på guidede ture af forskellige længder.
Ude på ruterne fik deltagerne ikke blot kilometer i benene men også gode historier om den spændende natur og kulturarv i fredningen, og med i lommen fik de den nye folder med kort over stierne og fortællinger om det, man kommer forbi. Folderne ligger nu i folderkasserne i Stjær, Tåstrup og Harlev.
I skovens stille ro
En gruppe gæster benyttede sig også af muligheden for en stille stund i naturen. I Dams Cirkel – en stencirkel af marksten i udkanten af Stjær Stenskov – forestod Michele Vandborg fra Storring en lille, stemningsfuld naturandagt, og i Harlev kunne børnene komme med på naturopgaveløb i fredningen.
Som afslutning på dagen var der mere velduftende bålmad på legepladsen, og en af dagens aktive Tåstrupborgere kunne med et smil konstatere: »Der har vist aldrig før har været så mange gæster i Tåstrup som i dag.«
Åbningen var tilrettelagt af Harlev Fællesråd, Stjær Trampestilaug, Stjær Borgerforening, de lokale kirker og Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med Århus Kommune og Skanderborg Kommune og koordineret af Greenways.dk. Det er også sidstnævnte man kan kontakte, hvis man gerne vil have guidede ture i fredningen.