Der kommer godt gang i strikkepindene på Galten Bibliotek, når de i oktober har besøg af endnu en strikke-kendis.
Galten Bibliotek har den seneste tid fået styrket spændvidden i deres arrangementsprogram for både børn og voksne og tilbyder den kommende tid alt lige fra fællessang og fredagscafé til skattejagter, streaming og strikkeforedrag.
Men hvorfor strik på et bibliotek?
»Skanderborg Kommunes Biblioteker er i øjeblikket i rivende udvikling og ser sig derfor selvfølgelig heller ikke kun som rammer for bøger og samlinger,« fortæller Bibliotekets leder for innovation Anne Mette Høncke og uddyber:
»I vores arbejde med at udvikle kommunens fire bibliotekshuse har vi bl.a. fokus på at gøre biblioteksrummet til et forum for fællesskab og udveksling af fortælling og erfaring. Strik og andet håndarbejde er i høj grad et socialt fænomen i dag. Den slags sysler rummer jo ikke alene rigtig mange fordele både for vores fysiske og mentale sundhed, men kan også styrke det relationelle ved det, at aktiviteterne giver os en anledning til at samles omkring en fælles interesse. Og set i det lys bør eksempelvis strikkearrangementer også være en naturlig del af vores aktivitetsudbud.«
Fokus på borgernes behov
I bibliotekernes arbejde med at skabe en arrangements–kalender der er så aktuel og relevant som mulig, spiller relationer og dialog med kommunens borgere netop en stor rolle.
»Vi oplever faktisk tit, at bibliotekets brugere helt konkret er rigtig gode til at byde ind med ideer til spændende foredrag og sjove aktiviteter,« fortæller Kulturformidler på Galten Bibliotek, Line Ammentorp.
»På opfordring fra en Galten-borger afviklede vi f.eks. sidste år et særdeles velbesøgt arrangement med strikke-rebellen Mette Larsen – kendt fra ’Den store strikkedyst’. Så nu hvor efteråret banker på, har vi valgt at invitere endnu en af de helt store strikke-guruer: Lene Randorff.«
Bliv dus med ”top-down”-strik
Lene Randorff er indehaver af ”Lille Strik” og forfatter til intet mindre end 14 bøger om kunsten at strikke.
Når hun gæster Galten Bibliotek 5. oktober vil hun med afsæt i en såkaldt ”sadelskulder” vejlede i strikketeknikken ved navn ”Top Down”. Det vil sige, at det er en model med kuppelærme eller tætsiddende ærme, og at den strikkes på en sådan måde, at der ingen montering er.
Målgruppen for denne aften er let øvede og øvede strikkere, og de fremmødte vil selvfølgelig selv skulle være med på pindende undervejs.
Og det er bemærkelsesværdigt, hvilken opmærksomhed den slags arrangementer får. Pladserne er allerede tæt på at være udsolgte.
Læs Galten Folkeblad 28. september 2022