Et par voldsomme byger gjorde det til en blandet fornøjelse at løbe de længere distancer ved Galten Løbet 2019.
»Det blev en noget fugtig omgang – ja faktisk regnede det fra vi begyndte at stille op ved ottetiden til kort inden børneløbet startede. Og så fik vi et par voldsomme byger i løbet af de længere distancer - så vi kan med ro sige, at ingen led af dehydrering i år.«
Ole Kristensen fra Galten Løberne gør status over årets udgave af Galten Løbet.
»Heldigvis skræmte det fugtige vejr ikke løberne. Med 265 deltagere havde vi en lille tilbagegang i forhold til sidste år, hvor der var rekord. Tilbagegangen skyldes jo nok vejret. Så alt i alt ikke så ringe endda,« sammenfatter Ole Kristensen.
Populære børnemedaljer
Deltagerne fik igen en rigtig god oplevelse, selv om vejret betød, at publikum i målområdet trak ind i teltet i stedet for at heppe på sidelinien.
»Alle der gennemførte løbet er vindere, men takket være lokale sponsorer kunne vi fejre de bedste i hver klasse med blomster fra Susie Frank, og gaver fra bl.a. Berger Optik, ShowMe, Sanistål, Bio Huset og meget mere. Især medaljerne til alle børnene skabte glæde,« konstaterer Ole Kristensen.
Traditionen tro deltog en hel del motionister fra andre byer, og derfra lød stor ros angående arrangementet og ikke mindst de frivillige poster, der var med til at sikre sikker færdsel og lidt løftet stemning til trods for regn og blæst
»Selv om vi naturligvis er kede af nedgangen så er Galten Løberne klar til endnu en omgang i 2020,« siger Ole Kristensen.
Resultater fra løbet findes HER