Med en donation på 25.000 kr. til Harlev Idræts- og Kulturcenter håber Harlev Erhvervsforening at kunne generere nye aktiviteter og styrke fællesskabet på tværs af lokalområdet.
Harlev Erhvervsforening er en sammenslutning af forskellige erhverv i Harlev. Foreningen blev etableret i august 2007, som ”Harlev Kulturfolk”, men er senere blevet omdøbt til Harlev Erhvervsforening med henblik på at samle de lokale aktører og give gensidig erhvervssparring.
Der er ca. 35 medlemmer i erhvervsforeningen, som igennem en årrække har forestået juleudsmykningen i lygtepælene rundt i Harlev, samt arrangementet med juletræstænding. En tradition som vækker stor glæde for byens borgere og især de små sjæle. Det startede med 30 lygtepæle og nu er der 74 lygtepæle med hyggelig julebelysning.
Erhvervsforeningen er således med til at bidrage til at udviklingen og oplevelserne i byen, hvorfor det falder naturligt at støtte op om Harlev Idræts- og kulturcenter, som forventes at blive et godt og naturligt samlingssted for byen.
Erhvervsforeningen håber, at det kan generere nye aktiviteter og styrke fællesskabet på tværs af foreningen og lokalområdet, hvor erhvervsarrangementer eller den traditionsrige 3. halvleg efter aktivitetsudøvelse kunne være kærkomne initiativer i de nye cafefaciliteter.
Arbejder med etablering af flagallé
Harlev Erhvervsforening er åben for nye medlemmer, og er man erhvervsdrivende i Harlev og tilhørende lokalområde er det oplagt at blive en del af erhvervsfællesskabet.
Corona har i et par år reduceret arrangementerne, men foreningen håber på bedre tider og imødeser gerne nye kræfter og ideer. Som med alt andet er det sjovest at løfte i fælles flok, og jo flere jo bedre.
Konkret arbejder Erhvervsforeningen med etablering af flagalle ved hovedindgangene til byen og ved torvet. Dialogen pågår pt. med kommunen.
Skulle du som erhvervsdrivende være interesseret i at blive medlem og bidrage til den fælles udvikling af netværket og lokalområdet kan der tages kontakt til formand Søren Nedergaard på tlf. 23 93 10 21 eller mail kontakt@supervision.dk Et medlemskab koster 500 for et år.