I torsdags havde Harlev Biblioteks Venner og Harlev-Framlev menighedsråd inviteret til fællessang i Harlevs nye Idræts- og kulturcenter.
110 sangglade borgere fra Harlev og omegn mødte frem til en herlig sangaften. Organist Knud Haahr Bagger havde udvalgt både nye og kendte sange fra 19. udgave af Højskolesangbogen, og sammen med Harlev koret fik de fremmødte lært nogle af de nye sange og sunget nogle af de sange, som alle holder af.
»Knud Haahr Bagger gav en introduktion til de valgte sange, så vi fik viden om både komponister og digtere, og i hvilke historiske rammer, de var blevet til i,« fortæller en af arrangørerbe Arne Nielsen.
Koret præsenterede også nogle eksempler på flerstemmig sang.
»Alle gik glade hjem med en dejlig oplevelse rigere, og mange gav udtryk for, at sådan et arrangement måtte vi gerne gentage.«
Arrangørerne var meget tilfredse med hele aftenens forløb.