Hjælpemiddelteam kommer tættere på borgerne

Image
Hjælpemiddelterapeuterne hjælper blandt andet med at indstille kørestole. Fremover får terapeuterne fast træffetid på flere plejecentre. Genrefoto.

Fra 1. september er det blevet nemmere for borgere og samarbejdspartnere at få hjælp fra hjælpe-middelterapeuterne i Skanderborg Kommune. Hjælpemiddelteamet har nemlig fået træffetid på kommunens plejecentre.

De nye træffetider træder i stedet for den nuværende løsning med kvikservice på det centrale hjælpemiddeldepot i Hørning.

Depotet er lukket for udlevering af hjælpemidler, men der kan laves aftaler om afhentning af udvalgte ting.

Fremover gæster terapeuterne i hjælpemiddelteamet fire udvalgte plejecentre i Skanderborg Kommune hver anden eller tredje uge. Det er Kildegården i Skanderborg, Præstehaven i Hørning, Fællesskabets Hus i Ry og Tjørnehaven i Galten.

»Hjælpemiddelområdet er kompliceret med mange forskellige typer af sager, og det er vigtigt, at vi er i stand til at yde den rette hjælp på det rette tidspunkt,« siger chef for Myndighed, Udvikling og Administration Niels Diedrichsen og fortsætter:

»De sidste to år har hjælpemiddelteamet arbejdet med at sikre ensartet og kvalitetsrig sagsbehandling for borgerne, og vi er glade for, at det er lykkedes at nedbringe sagsbehandlingstiderne på området betydeligt. De nye træffetider på plejecentrene er forhåbentlig vejen mod en endnu bedre hjælp til borgerne.«

Hurtigere hjælp

Terapeuterne er – som navnet siger – eksperter i hjælpemidler. De kommer på besøg på plejecentrene hos de borgere, der har behov for hjælpemidler og tilpasning af hjælpemidler i dagligdagen.

Her hjælper de bl.a. borgerne med justeringer af siddestillinger i kørestole og bestiller yderligere mindre hjælpemidler, hvis det er nødvendigt. Det kan være puder, rollatorer o.l.

Hjælpemiddelterapeuterne har desuden et tæt samarbejde med personalet og terapeuterne på plejecenteret.

Ordningen med træffetid på plejecentre har været afprøvet på Kildegården siden efteråret 2021 og fungerer godt for både borgere, terapeuter og medarbejdere på plejecentret.

Terapeuterne kan se, at de hurtigere får hjulpet borgerne på plejecenteret med hjælpemidler.

Læs Galten Folkeblad 7. september 2022

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block