Skanderborg Kommune efterlyser lige nu gode ideer til, hvor offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler kan stå. Har du et forslag?
I perioden 2022-2024 opstiller Skanderborg Kommune et antal offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler. Det sker som en del af kommunens klimahandlingsplan, hvor omstilling inden for transport spiller en stor rolle. Samtidig opstiller kommunen også ladestandere ved nogle af de kommunale bygninger.
For at sikre, at ladestanderne kommer til at stå, hvor der er størst behov for dem, spørger kommunen nu borgerne til råds. Indtil 9. marts kan alle interesserede indsende forslag til, hvor kommunen med fordel kan placere en elbils-ladestander. Alle forslag er velkomne, dog skal den foreslåede placering være inden for kommunegrænsen og på et offentligt areal. Kommunen kan for eksempel ikke opstille ladestandere i private indkørsler eller på private virksomheders parkeringsareal.
Læs mere og del dit forslag til, hvor Skanderborg Kommune kan placere en ladestander til elbiler på www.skanderborg.dk/ladestander