Premierefilm står i kø efter måneds nedlukning af biograferne.
Med ophævelsen af nogle af samfundsrestriktionerne blev det fra i mandags igen muligt at se film i biograferne efter en måneds tvungen lukning.
»Vi kan se tilbage på en juleferie uden mulighed for, at nyde de mange nye gode film i biograferne. Det var været rigtig øv og nedlukningen kom bag på os. Vi havde forventet restriktioner af en slags, men ikke en total nedlukning. Men sådan blev det besluttet, og vi slukkede for strømmen til projektoren i operatørrummet,« siger Tove Severinsen, bestyrelsesformand i Bio Huset.
Rent praktisk betyder det, at de kommende premierefilm får ændret premieredatoerne, og at det ifølge Tove Severinsen er lidt svært, at lægge et fornuftigt filmprogram. Men det er udfordringer, der bliver løst.
Fra genåbningen vises den meget flot anmeldte Spider-Man: No way home. Fredag aften bliver det lidt festligere, idet Sparekassen Danmark giver alle gæster til filmen et bæger popcorn, bare for at fejre, at vi igen kan komme i biografen.
Hvad solgte bedst i 2021?
Ved starten af et nyt år har vi tradition for at se hvilke film, der solgte bedst i Bio Huset i det forgangne år.
Det samlede billettal blev 11.940 solgte billetter og en billetomsætning på 753.122 – holdt op mod året før, som også var præget af nedlukninger, ja så er det næsten det samme, nemlig 11.640 solgte billetter og en omsætning på 743.957 kr.
Det kommer ikke som en overraskelse, at James Bond No time to die blev den bedst solgte film med 1.569 billetter, tæt fulgt af Ternet Ninja (1.539).
Aflyste koncerter
Nytårskoncerten blev ikke gennemført i 2021, og ej heller i 2022, men koncerten med Keld og Hilda lykkedes det at gennemført. Her var helt udsolgt med 126 billetter, og alle havde en festlig aften.
»Nu håber vi, at det bliver muligt at holde åbent resten af 2022, så vi kan byde på gode film og musik både inde og ude. De frivillige i BIO Huset står klar til at betjene alle filmglade gæster og sikrer, at det er trygt at komme som gæst i Bio Huset, og vi sørger for at alle restriktioner overholdes,« betoner Tove Severinsen.
Søndag den 30. januar er alle Bio Husets frivillige til nytårskur til et par timers hygge og lidt at spise og drikke.
De 10 bedst sælgende film i Bio Huset i 2021
No time to die: 1.569
Ternet Ninja: 1.539
Margrethe den første: 851
Skyggen i mit øje: 509
Paw Patrol: 504
Pagten: 481
Marco Effekten: 468
Hvor kragerne vender: 391
The Father: 288
House of Gucci: 267
De 5 dårligst sælgende film i 2021
Honningland: 8
Skaknovelle: 10
Tom og Jerry: 11
Arethe Franklin - Amazing Grace: 11
Knudsen og Ludvigsen: 18