Hen over weekenden var John Haarup Laursen fra Stjær guide for det franske U19-håndboldlandshold.
Af diplomatiske årsager var resultatet af søndagens kamp mellem Danmarks og Frankrigs U19-herrelandshold i håndbold 29-29 godt for John Haarup Laursen.
Dermed kunne håndboldentusiasten og byrådsmedlemmet fra Stjær notere en halv sejr til både fædrelandet og det gæstende franske hold, som John i weekenden var guide for i forbindelse med to testkampe i Vamdrup og Odense.
Som ansvarlig for det franske hold under opholdet i Danmark var John på fra franskmændene landede i Billund Lufthavn til de forlod landet igen tidligt mandag morgen.
»Opgaven består i at støtte gæsterne med indkvartering, sørge for de at kommer ud til træning, at maden er klar og ellers til at løse de småproblemer, der kan opstå undervejs, herunder at hjælpe, hvis spillere bliver skadet og skal på hospitalet, så det er en alsidig opgave,« fortæller John Haarup Laursen.
Snart 50 år i håndboldens tjeneste
Kampene var et led i forberedelserne til VM i Makedonien. Søndag i Odense spillede U19-holdene således forkamp til seniorernes VM-testkamp Danmark-Ungarn.
Det er ingenlunde nyt at John påtager sig en frivillig tjans i håndboldforbundets tjeneste.
»Jeg har været med på et eller andet niveau siden starten af 1970'erne. Først ved dommerbordet i forbindelse med landskampe og mesterskaber. I 1978 sad jeg ved dommerbordet ved VM i Århus,« fortæller John Haarup Larsen.