Mere end 1000 gæster brugte lørdag eftermiddag til et besøg på Klank Efterskole i forbindelse med Efterskolernes Dag.
»På forhånd var vi lidt forsigtige i vores forventninger til Efterskolernes Dag,« siger skolens forstander Klaus Larsen.
»På den ene side har vi haft rigtig mange besøgende til vores sædvanlige månedlige besøgsaftener, men samtidig har vi også været lidt nervøse for om den aktuelle krise med stigende priser på alt ville få betydning for besøgstallet.«
Alle bekymringer blev dog gjort til skamme og allerede fra kl. 12.30 væltede det i bogstaveligste for-stand ind med gæster. Der var nysgerrige på vores tilbud i al almindelighed, men specielt da på vores linjefagstilbud og efterskolelivet som det tager sig ud på Klank Efterskole.
»Hvor meget synger I? Hvor tit spiller I kampe?, Er maden god?, Danser I også showdance?, Er det jeres heste? – spørgsmålene var mange og meget forskellige, men personalet og ikke mindst de mange elever, der viste rundt fik givet svar på det meste.
»On-line tilmeldingerne er strømmet ind og vi er meget tæt på at kunne hænge den røde lygte ud for næste skoleår,« slutter en glad forstander.