Den 8. marts er det 20 år siden Kirkens Korshær Genbrug åbnede butik i Harlev. De seneste år har budt på støt stigende overskud til gavn for Kirkens Korshærs sociale arbejde.
»Vi startede for 20 år siden med butikken halv så stor som i dag. Et motionscenter havde den del af butikken, hvor vi i dag har møbler, isenkram, linned og puslespil,« fortæller Inger Graversen, som er blandt de frivillige i butikken.
»Da tilbuddet om en udvidelse af butikken kom, havde vi en del snak om det. Kan vi have personale til at være i den afdeling, kan vi få møbler nok til så stort et lokale. Ja, vi har i dag personale til møbelafdelingen. Jørgen Simonsen gør et stort arbejde med at holde styr på den del af huset,« tilføjer Inger og betoner, at butikken altid kan bruge flere gode salgsbare møbler, og at man har mulighed for at hente i vores nærområde.
Åbent fem dage om ugen
Før corona-pandemien havde butikken åben alle hverdage, men coronaen førte til at nogle af de frivillige stoppede. I dag holder butikken åben på hverdage kl. 13-17 (undtagen torsdag) og lørdage kl. 10-13.
»Personalet består af 22 frivillige, hjælpsomme pensionister. Der er et godt sammenhold på alle hold og meget hygge. Speciel kaffepausen er en del af hyggen og snakken med kollegaerne er en stor del af arbejdet i Kirkens Korshær,« fortæller Inger Graversen og tilføjer:
»Vi er der af forskellige grunde, men én grund er den samme hos alle. Det er arbejdet med at tjene penge til det arbejde som Kirkens Korshær yder. Der er varmestuer, spisearrangementer for familier med få penge. Der arrangeres lejre og andre tiltag for udsatte og sårbare borgere i Danmark.«
Støt stigende overskud
I 2022 havde butikken et overskud på 212.000 kr. Gennem de seneste par år er overskuddet vokset, så man ser lyst på butikkens fremtid.
Tre af de frivillige har været med fra starten. Det er Gudrun Hansen, Inga Sommer og Inger Graversen, men mange af de frivillig har været her i mere end 10 år.
20-års-dagen fejres den 8 marts med kaffe og kager, og i perioden fra 8.-14. marts vil der være udsalg med ekstra favorable priser.