Hvis man vil kviktestes for Covid-19 er det sidste chance i Galten-hallen på søndag.
Skanderborg Kommune meddeler, at kviktestcentrene i Galten og Ry lukker ned og har sidste åbningsdag søndag den 13. februar.
»Covid-19 anses ikke længere som en samfundskritisk sygdom, og Regeringen har meldt ud, at samtlige kviktestcentre skal lukkes senest den 6. marts. PCR-test-centrene vil fortsat være åbne. Derfor har Region Midtjylland i første omgang besluttet, at testcentrene i Ry og Galten-Skovby skal lukke,« lyder det på Skanderborg Kommunes hjemmeside.
Regionen vil fortsat tilbyde kviktest på Finlandsvej i Skanderborg.
I Galten-hallen er der åbent for test i tidsrummet kl. 9-19 til og med søndag d. 13. februar.