Med en investering på 1,3 mio. kr. er Låsby Kro ved at få installeret luft-til-vand-varmepumper i stedet for gas.
Længe inden Vladimir Putin indledte krig i Ukraine og samtidig satte energipriserne i Europa til tops havde Låsby Kros indehaver Peter Have sagt "go" til et projekt, der erstatter den hidtidige gasopvarmning af kroen med luft-til-vand-varmepumper.
»Allerede i november 2021 blev de første aftaler med OK sat i søen, med henblik på at gøre Låsby Kro helt grøn. Låsby Kro har igennem længere tid været i gang med den grønne omstilling. Der er skiftet 66 vinduer i den gamle hovedbygning til 3-lags energisparevinduer,« fortæller Peter Have.
»Vi har skiftet de gamle pissoirer med rindende vand ud med topmoderne waterless pissoirer, og vi har reguleret vandtilførslen, således at der aldrig kan komme mere end 6 liter vand i minuttet ud af nogen af vores vandhaner og brusere.«
Sigter efter Green Key-certificering
Tiltagene har bl.a. sigte på at sikre Låsby Kro en certificering som Green Key-hotel. Håber er at nå i mål i 2023.
Foruden skrappe krav til opvarmning og energiforbrug indebærer det bl.a. også minimumskrav til anvendelse af økologiske råvarer samt årlige CO2-regnskaber.
Hvor meget klimabevisthed og hvor meget økonomisk sund fornuft ligger der til grund for investeringerne?
»Det er ligeligt tænker jeg. Hele vores samfund peger jo på, at vi skal gå i en grønnere retning, og vi tænker, at vi ligeså godt kan gå foran. Jeg stod foran måske at skulle skifte de gamle gasfyr ud med nogle nye, og så var det et spørgsmål om at kigge på det hele,« siger Peter Have.
Tidligere har ...