46-årige Lars Clement kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune. Han har tidligere været medlem af direktionen i Skanderborg Kommune.
Det bliver et velkendt ansigt, der sætter sig i stolen som ny kommunaldirektør i Skanderborg Kommune. Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Lars Clement, der tidligere har været direktør i Skanderborg Kommune.
»Jeg glæder mig til samarbejdet med Lars Clement. Han matcher værdierne og den måde, vi tænker kommune på i Skanderborg. Lars er fagligt dygtig, og han har vigtige erfaringer med fra Mariagerfjord Kommune, som giver ham et stærkt udgangspunkt i forhold til at håndtere de udfordringer, vi står med. Som topchef er han rigtig god til at lede gennem relationer. Han er fantastisk til at møde folk i øjenhøjde, og vi får en kommunaldirektør, som vægter dialogen med foreninger, borgere og erhvervsliv. Det passer rigtigt godt i forhold til vores vision Mennesker møder mennesker. Jeg er sikker på, at Lars Clement også bliver en værdifuld medspiller for samarbejdet i Byrådet,« siger borgmester Frands Fischer.
Tiltræder 1. maj
»Det var svært at rejse fra Skanderborg Kommune, da jeg blev kommunaldirektør i Mariagerfjord. Jeg vidste, at jeg gerne ville tilbage, hvis det blev muligt. I Skanderborg Kommune er tillid ikke bare noget, man taler om, men noget man giver og forventer tilbage. Det passer i den grad til min ledelsesstil og mine ledelsesmæssige værdier. Som ny kommunaldirektør vil jeg sammen med Byrådet, kommunens ledere, medarbejdere, borgere og virksomheder sikre, at vi udnytter Skanderborgs potentiale som vækstkommune. Men jeg vil også arbejde hårdt for, at vi håndterer de udfordringer, der følger af væksten, og som risikerer at komme med en ny udligningsreform«, fortæller Lars Clement.
Skanderborg Kommunes nye kommunaldirektør bor i Risskov med familien. Han er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet. Lars blev valgt blandt 14 kandidater og tiltræder som kommunaldirektør den 1. maj 2020.
Læs Galten Folkeblad 11. marts 2020