Ved seneste klubmøde i Lions Galten/Skovby fik Bjarne Bertelsen overrakt ærefulde Lions-pris Melvin Jones Fellow Ship Award.
Prisen er den højeste udmærkelse et menigt Lions-medlem kan få, og den gives for en usædvanlig og særlig indsats til et Lions-medlem, der har bidraget med en fortjenstfuld humanitær indsats.
Det er bestyrelsen for Lions Club Galten/Skovby, som indstiller til prisen. Den begrundes i Bjarnes store engagement i klubben, ligesom han i meget høj grad har bidraget til det sociale miljø med sine lune bemærkninger og sit gode humør.
Bjarne er medstifter af Lions Galten/Skovby, og har igennem alle årene ydet en forbilledlig indsats i klubben. Han har haft mange forskellige hverv, bl.a. præsident i klubben i 1994/95, klubmester og formand for flere udvalg, blandt andet Julemarkeds- og Bankoudvalgene, hvor han har udført et stort arbejde. Desuden tildeles awarden for Bjarnes evne til løbende at komme med nye ideer og projekter til klubben.
En Melvin Jones Fellow Ship Award består ud over æren af en nål og en flot plakette i træ.
På det private plan er Bjarne gift med Lis, der fik en buket, som tak for lån af hendes mand igennem alle årene.
Læs Galten Folkeblad 12. november 2019