Image
6-10-14-16-20-31-32. Sådan lød de syv lotto-vindertal, der udløste godt 18,2 mio kroner for en heldig beboer i Herskind-området, og som efterfølgende har resulteret i øget lotto-omsætning i butikken. Nyheden om årets hidtil største Lotto-gevinst på over 18,2 mio kroner vundet på en lynlotto ved forrige lørdags lotto-udtrækning gik landet rundt og skabte en mindre fest i Dagli'Brugsen i Herskind, hvor kuponen er solgt. - Min søndag blev lige pludseligt helt anderledes end forventet, og det blev mandag, tirsdag og onsdag også, fortæller brugsuddeler i Herskinds lokale brugs Michael Øulee, der søndag til onsdag i sidste uge var travlt optaget af at snakke med journalister og optrådte i diverse aviser, radio-programmer samt på TV2 Østjylland. - Det er jo en stor nyhed for sådan en lille butik som os. Vi kender rigtig mange af vores kunder, så vi håber, det er en af vores kunder, der har vundet, siger Michael, der sammen med resten af personalet ventede i spænding fra nyheden kom ud søndag morgen og frem til mandag aften, hvor vinderen meldte sig til Danske Spil. Mange gætterier - Det har været så sjovt at være på arbejde. Der er en totalt fed stemning her, helt euforisk. Alle folk der er kommet ind i butikken har vi jo spurgt; »Hva' så, har du vundet 18 mio kroner?«, smiler Michael, der dog ikke har fået nogen positiv tilkendegivelse på det spørgsmål. Og den anonyme vinder sætter gang i snakketøjet i den lille by. - Der har været mange rygter, først var det en mand, så var det en dame og så var det en familie med børn. Der er mange gætterier. Her i Herskind kan man godt være anonym, men ikke i ret lang tid. En kunde fortalte, at hun havde købt ny bil, bestilt før lotto-udtrækningen, men med levering efter. Og hun meddelte, at hun snart overvejede at opstille et skilt uden for matriklen, hvorpå der stod, at det ikke var hende, der havde vundet. Flere kunder Dagli'Brugsen i Herskind fejrede lotto-begivenheden med smørrebrød til personalet og flag i othellolagkagerne onsdag. Omsætningen bærer også præg af den øgede aktivitet, der har været i forretningen. - Vi har haft ti procent flere kunder inden for den seneste uge, så det har været lidt overvældende. Til trods for at vinderchancerne i Herskind næppe er øgede ovenpå den lokale lotto-gevinst er salget af lotto i butikken er steget med fire procent, ledsaget af en hel masse snak. - Der snakkes rigtig meget og det er alt lige fra vognmændene til kunderne og os selv. Først og fremmest er det jo en sjov og positiv begivenhed, siger Michael, der sammen med personale og kunder nu har et evigt minde om det heldige værtsskab i form af en indrammet lignende lottokupon liggende på en rød velourpude sendt fra Danske Spil. jlc Foto: Brugsuddeler i Herskind, Michael Øulee, er snart i træning med at smile til fotografen efter at han i den seneste uge har været belejret af talrige medier i anledning af den 18-dobbelte milliongevinst solgt i butikken.
Del på