Mange skal til nytårskoncert

Image
Mange skal til nytårskoncert
Bio Huset melder om markant større salg af billetter til nytårs-koncerten end de foregående år.
Efter jul kommer nytår, og dermed nærmer sig også tiden for nytårskoncerten i Galten-hallen med Prinsens Musikkorps og solist Niels Olsen.
Den finder sted lørdag d. 5. januar.
»Galten er premierespillested i år og vi glæder os. Billetsalget har hidtil gået forrygende, men der er stadig ledige billetter – så en god idé til en julegave. Gavekort sælges i Bio Huset,« frister Bio Husets formand Tove Severinsen.
100 flere end i fjor
I skrivende stund er der solgt 100 billetter flere end på samme tidspunkt i fjor, så enten har det trofaste publikum været tidligere ude end de foregående år, eller også er der udsigt til at vi bliver rigtigt mange til den traditionsrige koncert med det usædvanligt velspillende orkester.
I front får de en fjerdedel af den syngende komikerkvartet Ørkenens Sønner, Niels Olsen, og med den musikalske spradebasse på holdet er der i dén grad lagt i kakkelovnen til en underholdende og festlig koncert.
De færreste er nok i tvivl om Niels Olsens store musikalitet, og hans mange år som både sangskriver og sanger i ‘Ørkenens Sønner’ taler sit tydelige sprog. Han er et musikalsk menneske med tæft for skæve indfald og humoristiske twists.
Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets tre fuldtidsprofessionelle musikkorps, og orkestret er kendt for sin store musikalske spændvidde, der strækker sig over alt fra popklassikere til pompøse marcher. Orkesteret består af 16 fuldtidsprofessionelle musikere og har til huse på Skive Kaserne.
Billetsalget sker fra Bio Huset og på www.biohuset.dk
Læs Galten Folkeblad 18. december 2018
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block