Mor til tre bruger corona-lockdown på at blive røgfri

Image
Sarah Iversen får hjælp til sit rygestop over telefonen.

Som mor til tre børn er der ekstra pres på hjemmefronten, mens institutionerne har været lukkede som følge af Covid-19. Alligevel har Sarah Iversen kastet sig ud i ”projekt rygestop”, med telefonisk rygestop-rådgivning fra Skanderborg Kommune.

Med lukkede institutioner og udsigten til at skulle holde sig hjemme i flere uger og passe tre små børn, skulle man ikke tro, at der var overskud til at starte på et rygestopforløb. Men sådan forholder det sig ikke for Sarah Iversen, der er fast besluttet på at vinke farvel til cigaretterne:

»Det skal bare være nu. Vi ryger begge udenfor, og jeg ved, at det vil være langt sværere for mig at stoppe, jo bedre vejret bliver, og jo mere jeg opholder mig ude. Derfor er det vigtigt for mig, at komme i gang inden foråret og sommeren for alvor melder sin ankomst,« fortæller Sarah Iversen.

Hun påpeger samtidig, at hendes motivation for at stoppe med at ryge er blevet særdeles tydelig med Covid-19 situationen:

»Mine børn er så små, at de har brug for, at jeg er tilstede og hjælper med at styre legene, men det kan jeg ikke ret godt, når jeg hele tiden skal ud og ryge. Så selvom det på mange måder er en hård periode, hvor jeg helt sikkert bliver presset, så er det endnu mere vigtigt, at jeg kan være nærværende nu her, hvor vi alle er så meget hjemme.«

Telefonisk rådgivning

Sarah Iversen traf beslutningen om at starte et rygestopforløb allerede inden Covid19 lukkede Danmark ned. Derfor er hun glad for, at hun – trods de særlige omstændigheder – stadig har mulighed for at deltage i et af kommunens rygestopforløb. Dette kan dog kun ske, fordi de kommunale rygestopvejledere nu tilbyder telefonisk rådgivning.

»For at undgå at sprede corona-smitte har vi lukket vores traditionelle rygestopkurser ned i en periode indtil smittefaren er ovre. I stedet tilbyder vi nu individuelle, telefoniske rygestopforløb, til alle dem, der har lyst og mod på at bruge tiden hjemme på at stoppe med at ryge, og på den måde arbejder vi videre med at sikre, at 96% af borgerne i Skanderborg Kommune er røgfrie i 2025,« siger rygestopkoordinator Tina Quist.

»At stoppe med at ryge, er det bedste du kan gøre for din sundhed. For mange er rygning forbundet med sociale aktiviteter med venner og kollegaer. Derfor vil det faktisk være nemmere for nogle af stoppe med at ryge, nu hvor man ikke kan ses i en periode.”

Får hjælp af E-kvit-app

At rygestopforløbet foregår over telefonen ser Sarah ikke som en ulempe – tværtimod:

»Når man har en lille på seks måneder, er det rart, at man kan blive ringet op i stedet for at skulle ud af døren. Det fungerer godt for mig, og jeg synes fint, at man kan få gode råd over telefonen.«

Hun fortæller blandt andet, at hun er blevet rådet til at benytte app’en E-kvit, hvor hun får støtte gennem små videoer og beskeder samt fif til strategier, der gør det nemmere at håndtere rygetrangen, når den melder sig. Sidstnævnte hilser Sarah især velkommen:

»Det får jeg helt sikkert brug for, for jeg vil blive presset i den kommende tid og sikkert også mere end normalt. Men hvis jeg kan stoppe under Coronakrisen, så ved jeg, at rygestoppet holder, og at jeg ikke begynder at ryge igen. På den måde er det den ultimative test, men jeg vil bare det her,« siger Sarah Iversen.

Er du også klar på at stoppe med at ryge, kan du læse mere om det nye telefoniske ryge-stoptilbud på skanderborg.dk/rygestop.

Læs Galten Folkeblad 15. april 2020

 

Del på
PF

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block