Musik spillet på olietønder

Image
Musik spillet på olietønder
Polkalypso Steelband spiller autentisk olietøndemusik som det spilles i Caribien.
Koncert med Polkalypso Steelband søndag den 4. februar kl. 16 i Låsby Kirke.
Der findes næppe fortilfælde hvor toner fra musik spillet på olietønder har lydt i Låsby kirke, men sådan bliver det på søndag når Polkalypso Steelband lægger vejen forbi.
Polkalypso Steelband har besøgt De Dansk Vestindiske Øer og er deraf blevet inspireret til at lave en kirkekoncert, der viser øernes tætte tilknytning til Danmark den dag i dag. 
Den caribiske musik er gennem tiden blevet blandet med polka-musikken. Derved opstod en ny stil, som vi kan kalde polkalypso. 
»Vi vil under koncerten give eksempler på, hvordan de gamle danske melodier, er blevet blandet med calypsomusikken. Olietøndemusik bruges som musik til gudstjenester på St. Croix, St. Thomas og St. John,« forklarer de tre klassisk uddannede janitsharer i Polkalypso Steelband.
»Vores koncert indeholder derfor ægte caribisk musik, polkalypso, calypsofiserede salmer og klassisk musik i et farverigt program, der oser af sol og bølgeskvulp.«
Under koncerten fortæller musikerne, på en underholdende måde, historien om hvordan man fandt på at lave en olietønde om til et musikinstrument. Det skete for cirka 60 år siden på Trinidad. I dag er der olietøndemusik overalt i Caribien.
Polkalypso Steelband består af Jesper Mikkelsen (Sopran olietønde), Kai Stensgaard (sopran/alt olietønder og mini marimba) samt Lars Skov (bas olietønder).
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block