Musikalsk gårdskarl arrangerer koncert i Framlev

Image
Mikael Schildt Rasmussen sprang som 55-årig ud som landmand med ansættelse på Snåstrupgård ved Framlev. Som efterlønner helliger han sig nu sit mangeårige virke som musikunderviser og korleder. Onsdag d. 24. august kl. 19.30 kan man opleve hans kor 'Mørke Rytmer' samt flere solister og pianister fremføre hits og evergreens i pop- og rockgenren.

»Landbrug er alt andet end gylle og pesticider. Det er kernen i dansk kultur,« siger landmand og mangeårig korleder Mikael Schildt Rasmussen.

Under overskriften 'Ko & Kor' lægger sognehuset i Framlev onsdag d. 24. august kl. 19.30 lokaler til en koncert med koret 'Mørke Rytmer' samt solister og pianister. Det hele under ledelse af "gårdskarlen på Snåstrupgård", Mikael Schildt Rasmussen.

»Jeg har en lang historie, men for at gøre den kort, så sprang jeg ud som landmand i en alder af 55 år og blev i 2014 ansat på Snåstrupgård hos landmand Christian Højgaard Weigelt,« fortæller Mikael.

»Jeg flyttede til Skovby i 2015 og er i lokalsamfundet kendt som bondemanden Mikael, selv om jeg for nogle år siden gik på supplerende efterløn og mere har brugt tiden på min musik. Jeg har ledet fire kor og har haft privatelever i klaver og sang, men alt ændredes, da coronaen kom.«

En fejring af friheden

Efter coronaen har Mikael begrænset sin musiske aktivitet til kun at handle om det bedste af det bedste.

»Mit kor 'Mørke Rytmer' har jeg ledet i 30 år, og det er genstartet efter to års corona-pause. Det samme gælder mine absolut bedste klaverelever,« fortæller Mikael.

Nu har han arrangeret en koncert i Framlev, hvor Snåstrupgård hører til. Det for at fejre vores nye frihed efter coronaen.

»Til koncerten vil mit kor synge kendte, rytmiske sange i pop- og rockgenren, og mine to yngste og dygtigste klaverelever, Alfred Agerbo Holm og Isak Byskov – begge drenge fra Skovby – vil vise deres kunnen på klaveret,« siger Mikael og tilføjer:

»Det er mit håb, at der vil hvile en duft af ko over forsamlingshuset, mens musikken klinger. Min intention er at vise, at landbrug er alt andet end gylle og pesticider. Det er kernen i dansk kultur. Også musisk.«

Læs Galten Folkeblad 17. august 2022

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block