Nye køretøjer til Tjørnehaven

Image
Nye køretøjer til Tjørnehaven
Tjørnehavens ældste beboer, Karen Hedegaard på 104 år, har taget plads i en af Tjørnehavens nye rickshaw-cykler sammen med Børge Rasmussen. I baggrunden ses fra venstre teamleder på Tjørnehaven, Karen Rostgaard og Søren Hansen fra Fri BikeShop. Næsten skjult i sadlen anes Anne Saaby. Hun er blandt de medarbejdere, som Skanderborg Kommune har ansat i forbindelse med kommunens andel i den såkaldte ældremilliard.
Midler fra den såkaldte 'Værdighedsmilliard' har banet vejen for indkøb af to rickshawcykler til Lokalcenter Tjørnehaven.
Tjørnehaven i Galten fik i onsdags leveret to rickshaw-cykler, som i fremtiden skal bruges til at sikre de ældre behagelige oplevelser i det fri.
Investeringen er foretaget med nogle af de midler, Skanderborg Kommune har modtaget af den såkaldte værdighedsmilliard til at danne grundlaget for en forbedret ældrepleje.
»I Galten er vores andel brugt på ekstra personale til at lave aktiviteter om eftermiddagen og aftenen. Samtidig er muligheden for udeliv noget vi prioriterer højt. Derfor har vi valgt at købe to rickshawcykler,« fortalte teamleder Gertrud Rostgaard til de tilstedeværende ældre i cafeen på Lokalcenter Tjørnehaven, da leverandøren Søren B. Hansen fra Fri Bike-Shop i Galten i sidste uge overdrog cyklerne.
Stråhat og drink i hånden
Meget apropos blev seancen indledt med sangen 'Jeg er så glad for min cykel', og herefter blev et par af beboerne, Karen Hedegaard og Børge Rasmussen opfordret til at prøve komforten på rickshawens passagersæde.
»Jeg forestiller mig, at to personer på en solrig dag kan sidde og tale sammen og nyde livet iført stråhat og med en drink i hånden. Det billede kan blive virkelighed, når vi på et tidspunkt får lidt bedre vejr,« sagde Gertrud Rostgaard.
Fri BikeShop i Galten oplyser, at potentielt interesserede læsere kan blive ejer af en rickshaw a'la Tjørnehavens model formedelst 37.000 kroner.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block