Tove Severinsen fra Bio Huset i Galten, Ældre Sagen Galtens demensansvarlige Elsebeth Jørgensen og Per Beck Sørensen samt oplevelsesmedarbejder på Tjørnehaven Anne Saaby er gået sammen om et nyt tilbud til mennesker, der er ramt af en demenssygdom. Nemlig et tilbud om ErindringsBio.
For en person med demens kan det være svært at huske, hvad der skete i går. Men erindringer fra ungdoms- og barndomsårene kan stadig være intakte.
Med ErindringsBio forsøges det at vække minderne til live gennem temapakker med levende billeder fra fortrinsvist 1950’erne og 1960’erne. Billeder, der kan puste liv i hukommelsen og sætte samtaler i gang.
Der findes fire temapakker, der er beregnet til brug på plejecenter eller i hjemmet – flere pakker vil komme til i foråret. Derudover er der udviklet to biopakker med film til visninger i udvalgte biografer, da det at gå i biografen jo ofte har været en del af mange menneskers liv. Se eventuelt: ErindringsBio.dk og danmarkpaafilm.dk
Formålet med ErindringsBio er at skabe meningsfulde filmtilbud til mennesker med demens. De tre af temapakkerne er beregnet til brug på plejecenter eller i hjemmet. Den fjerde til at blive vist i biografen, da det at gå i biografen jo ofte har været en del af mange menneskers liv.
Målgruppen for temapakkerne i ErindringsBio er:
• Mennesker med demens, deres pårørende og plejepersonale
• Frivillige, der arbejder med mennesker med demens
Reminiscensarbejde
ErindringsBio er baseret på principper for reminiscensarbejde. I reminiscensarbejde bruger man typisk genstande og kulturprodukter som film, bøger, musik og lignende til at vække minder hos mennesker med demens.
I reminiscensarbejde er der fokus på at skabe værdifulde oplevelser, at styrke identitetsfølelse og styrke samtaleevne.
Tidligere projekter og forskning har vist, at kulturarvsmateriale kan have flere positive effekter på målgruppen. Med ErindringsBio vil Det Danske Filminstitut bidrage til dette arbejde ved at stille filmarven til rådighed i lettilgængelige tilbud, skræddersyet til mennesker med demens.
Alle filmene i ErindringsBio stammer fra streamingsitet ‘Danmark på film’, hvor du frit kan se flere film - uden betaling eller abonnement.
Her i Galten inviteres der til ErindringsBio den 13. oktober kl. 10.30 i Bio Huset. Her vises en film fra 1950'erne og 60'erne med en spilletid på i alt ca. 35 minutter.
Arrangementet er gratis, og er for både plejehjemsbeboere og hjemmeboende og der må gerne være en ledsager med. Hvis nogen har brug for transport eller en ledsager for at deltage, kan man kontakte Elsebeth Jørgensen, på tlf. 23349105, så finder der ud af noget.
Efter filmen bydes der på en kop kaffe og en småkage.