I mandags åbnede PostNord et nyt lokalt udleveringssted, beliggende hos Bygma i Galten.
Åbningen i Galten er én blandt i alt 13 butikker, som Bygma og PostNord har indgået samarbejde om.
»Vi stræber efter at gøre pakkeudleveringen så fleksibel og effektiv som muligt for vores kunder, så deres hverdag bliver nemmere. Det nye samarbejde med Bygma bringer os endnu tættere på rigtig mange – ligesom Bygma forhåbentlig vil opleve at få endnu flere kunder i deres butikker,« siger Kim Hinrichsen, der er distriktschef i PostNord.
I det nye udleveringssted kan PostNord-kunderne hente og sende deres pakker, nemt få udskrevet pakkelabels, der er købt online samt få printet en kvittering for indlevering af pakker.
Udleveringsstedet kan benyttes i hele butikkens åbningstid, der er mandag - fredag kl. 6.30-17.00 samt lørdag kl. 9.00-13.00.
I alt har PostNord ca. 1.600 udleveringssteder samt 3.500 pakkebokse over hele landet.