Skoler og daginstitutioner i Skanderborg Kommune har store udfordringer med højt personalefravær som følge af Covid-19-smitte og isolation. Derfor har kriseledelsen åbnet for, at man i konkrete tilfælde kan sætte pasningsgarantien midlertidigt ud af kraft.
Med de aktuelt meget høje Covid-19 smittetal i Skanderborg Kommune kan skoler og daginstitutioner blive ekstra presset af sygdom hos personalet.
På den baggrund besluttede kommunens kriseledelse tirsdag i sidste uge at åbne for mulighed for at trække i den såkaldte juridiske nødbremse. Den giver kommunerne mulighed for at bryde pasningsgarantien uden at blive straffet økonomisk, hvis omstændighederne gør det umuligt at efterleve garantien.
Konkret betyder det, at institutioner, som er så hårdt ramt, at det er umuligt at tage imod børn og unge på forsvarlig vis, kan reducere i åbningstiden eller lignende. Det fremgår af Skanderborg Kommunes hjemmeside.
»Der bliver lige nu ydet en kæmpe indsats på vores skoler og institutioner for at få hverdagen til at hænge sammen, og vi oplever et rigtig godt samarbejde med forældre og en forståelse for den situation, vi er i. Vi gør alt for at undgå at skulle sætte pasningsgarantien midlertidigt ud af kraft,« fortæller chef for børn- og unge-området Søren Buch.
»Omvendt er vi nødt til at forberede os på, at vi i konkrete tilfælde kan komme i en situation, hvor det bliver umuligt at tage imod børn og unge på grund af det ekstraordinært høje fravær blandt ansatte. Derfor åbner vi nu mulighed for at dispensere for pasningsgarantien, men først når alle muligheder for vikardækning og fleksible løsninger er afsøgt. Skulle det blive aktuelt, beror det på en konkret vurdering og så få dage som muligt, indtil der er tilstrækkeligt med personale igen.«
Beslutningen om at åbne for at dispensere for pasningsgarantien gælder børne- og området. Det vil sige dagtilbud herunder også dagpleje, skoler, SFO’er og klubber og specialtilbud.