I tirsdags var der i to timer "politi-opbud" foran Dagli'Brugsen i Herskind.
Anledningen var på ingen måde dramatisk. Tværtimod var besøget et led i politiets løbende "charmeoffensiv", hvor ordensmagten rundt om i Sydøstjyllands Politikreds typisk møder op med et mobilt kontor for at komme i dialog med lokalbefolkningen.
Politibussen var imidlertid optaget til anden side forleden, så i stedet blev en patruljevogn brugt som blikfang – dette til glæde for ikke mindst de yngste borgere i Herskind.
»Vi laver aktiviteter som denne for at præsentere politiet og vise hvad vi kan samt for at være tæt på borgerne. Hvis nogen har akutte problemer så kan de give politiet et tip. Og den bus, vi normalt benytter, er indrettet med et kontor så det er muligt at sidde i ro og mag og lave en anmeldelse eller få en snak,« siger Orla Aagaard, lokalbetjent i Galten.
Og hvad fik betjentene så ud af besøget i Herskind?
»Vi talte vel med cirka 30 personer. Snakken gik hovedsageligt om politiets udrustning. Nogle havde kommentarer til parkeringsproblemer, og så havde lyskrydset i Herskind forinden været ude af drift i en dags tid, hvilket gav lidt bekymringer i forhold til børnene,« fortæller Orla Aagaard.
Han modtog i samme forbindelse anerkendende kommenterer til at han tidligere har gennemført en færdselskontrol i Herskind.
»Det betragtede borgerne som noget positivt, da Herskind er en by som mange er tilbøjelige til at suse igennem på turen mellem Århus og Silkeborg,« siger Orla Aagaard.
Overordnet er sigtet med besøg som i tirsdags netop at komme i dialog med lokalbefolkningen.
»Borgerne får sat ansigter på politiet, lærer mig at kende, og jeg lærer også nogle af de lokale at kende. I min optik er det vigtigt, at man tør kontakte politiet,« siger Orla Aagaard og påpeger, at det altid er muligt at kontakte politiet på 114.