Præstdam-projekt rykker nærmere en realisering

Image
Præstdam-projekt rykker nærmere en realisering
Arne Nielsen, NODO Arkitekter,
har tegnet skitsen til Præstdam-projektet. Forskønnelsen af området indebærer blandt andet en åbning af udsynet til Præstdam-søen, etablering af kunstværker, moletrapper samt eventuelt sidenhen en omdannelse af det nuværende T-kryds til en rundkørsel.
Hvis kommunen giver grønt lys, går projektet med en forskønnelse af området ved Præstdam snart ind i sidste fase.
I april, i forbindelse med SuperBrugsens generalforsamling løftede en initiativgruppe sløret for planer om at "forskønne" Præstdam for at skabe en mere indbydende indgang til Galtens bymidte fra sydsiden.
Siden har initiativgruppen arbejdet med at få udarbejdet skitser, indsamlet de økonomiske midler samt været i kontakt med Skanderborg Kommune om det videre arbejde med projektet.
Arkitekt Arne Nielsen fra NODO Arkitekter står bag skitserne til projektet, og han fortæller, at der stadig arbejdes på projektet, så Præstdam kan blive en ny, smuk byport til Galten.
»Vi har haft en løbende dialog med Skanderborg Kommunes Natur- og Miljøafdeling, som er meget positive over for projektet. Vi har også lige sendt en ansøgning afsted til Skønpuljen,« siger han.
Skønpuljen uddeler penge til projekter, som har til formål at styrke det sociale fællesskab, øge trafiksikkerheden, arbejder for forskønnelse af lokalområdet eller giver borgerne mulighed for fysisk aktivitet.
»Og her går projektet om Præstdam jo klart under punktet om "forskønnelse af lokalområdet",« siger Arne Nielsen.
Skønpuljen uddeler penge efter krone-til-krone-princippet, hvilket betyder, at man selv skal samle det beløb sammen, som man vil søge om.
Initiativgruppen bag Præstdam-projektet har indtil videre selv fundet 300.000 kroner; 200.000 lokalt og de sidste 100.000 kroner kommer fra Skanderborg Kommune. Hvis der desuden kommer penge fra Skønpuljen, ser det, ifølge Arne Nielsen, meget lovende ud.
»Som det ser ud nu, ser det meget realistisk ud i forhold til at få gennemført projektet,« siger han.
Afventer endeligt ja
Det er tidligere borgmester,  Kurt Christensen, der i sin tid først bragte ideen på banen, og han har i mange år været talsmand for at få etableret et mere indbydende område ved Præstdam.
En initiativgruppe, bestående af Galten Sparekasses Fond og SuperBrugsen, har nu overtaget tjansen for at få projektet gennemført.
»Vi har sendt en ansøgning til Skanderborg Kommune omkring det videre arbejde, og hvis vi får et ja derfra, samt penge fra Skønpuljen, så går vi i gang med selve arbejdet i efteråret, så vi kan blive færdige, inden sne og frost sætter ind,« fortæller Arne Nielsen.
Hvis alt forløber planmæssigt, kan den nye "byport" til Galten således stå klar inden årsskiftet.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block