Røde Kors søger indsamlere

Image
Røde Kors søger indsamlere
Røde Kors mangler indsamlere i Stjær, Høver, Storring, Skivholme og Skovby i forbindelse med organisationens landsindsamling søndag d. 1. oktober.
»Røde Kors-indsamlingen er helt afgørende for, at vi fortsat kan hjælpe mennesker i nød. Lige nu står familier uden husly efter orkanen i Caribien. Tusindvis af børn og voksne flygter fra vold og overgreb i Myanmar. Og i Syrien lever familier nu på syvende år med krigens rædsler,« lyder det fra Røde Kors med en appel om at frivillige i lokalområdet melder sig som indsamlere.
De indsamlede midler går bl.a. til at sikre mad, medicin og lægehjælp i verdens brændpunkter. Men også til at sikre Røde Kors' indsats i Danmark, hvor man gør en forskel for tusindvis af udsatte børn og voksne hver eneste dag.
Derfor håber Røde Kors, at du har lyst til at bruge et par timer som indsamler søndag den 1. oktober. Du kan tilmelde dig hos Kirsten Simonsen, tlf. 2119 4327, mail: alfred-simonsen@mail.dk
Tre timer kan gøre livsvigtig forskel
Tre timers indsats som indsamler lyder måske ikke af det helt store. Og oktober og søndag kan godt kalde på film i fjernsynet, benene på langs og slik i skålene.
Men de dovne timer er penge værd. Penge, Røde Kors omsætter til livsvigtig hjælp fx til ofrene for orkanen Irma på de tidligere danske øer Skt. Thomas og Skt. Croix og andre små øer i Caribien, som er hårdt ramt.
Tre timers indsamling giver typisk omkring 1000 kr. i indsamlingsbøssen eller på Mobilepay. Det betyder, at en enkelt indsamlers bidrag til katastrofehjælpen kan være afgørende.
For 1000 kr. kan Røde Kors give to familier midlertidigt husly. Familierne får helt basal nødhjælp, presenninger og varme tæpper at klare sig på der, hvor husene er ubeboelige. 
1000 kr. kan også omsættes til over 14.000 liter rent drikkevand. Drikkevand bliver hurtigt en mangelvare i katastrofeområder, hvor oversvømmelser forurener vandforsyningen og ødelægger vandreserver.
De 1000 kr. i en enkelt indsamlingsbøsse kan også blive til varme måltider til familier, der ikke længere selv kan skaffe mad i de katastroferamte områder.
Sidste år samlede Røde Kors 19,4 millioner kroner ind til hjælpearbejdet under den landsdækkende indsamling den første søndag i oktober.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block