Koncert gav 10.000 kr. til klovnearbejde
Midt i arbejdet med at klovne for børnene på AUH i Skejby fik hospitalsklovnen Luna forleden besøg af præsidenten fra Galten-Skovby Rotary Klub, Peter Nielsen, der havde medbragt 10.000 kroner som en donation til Hospitalsklovnene.
En overrasket Luna modtog beløbet – og havde det helt store smil fremme.
»Nu kan vi gøre lidt mere for børnene. Vi har virkelig brug for alt den hjælp vi kan få,« jublede Luna på vegne af Danske Hospitalsklovne inden hun hastede videre for at opmuntre en lille patient på børneafdelingen, der havde svært med at tage sin medicin.
Peter Nielsen oplyste, at beløbet var overskuddet fra en koncert-aften, afholdt sammen med Østerskovgård i Låsby.
Læs Galten Folkeblad 8. oktober 2019