Sidste stik: Snart slut for test og vaccinationer

Image
Det begyndte i hastigt opsatte hvide telte, men er nu så meget hverdag, at Region Midtjyllands test- og vaccinationstilbud kan lukke næsten helt ned.

Der bliver ikke brug for det omfattende vaccinations- og testtilbud mere i denne sæson. Det mener de nationale sundhedsmyndigheder, som har bedt Regionen om at lukke de fleste af de tilbageværende test- og vaccinationstilbud.

Behovet for test og vaccination har længe været meget lille, og uden udsigt til nye smittebølger, har de nationale sundhedsmyndigheder nu bedt Region Midtjylland om at skrue mest muligt ned for de regionale test- og vaccinationstilbud.

Derfor er der fra 1. marts kun åbent for borgere, der ønsker 1. og 2. stik (primærvaccination) mod covid-19 og abekopper. Vaccinationerne fås på enten Aarhus Universitetshospital eller Regionshospitalet Gødstrup.

»Vi kommer til at begrænse åbningstiden mest muligt, da det er en lille gruppe borgere der fortsat skal tilbydes vaccination. Men åbningstiden vil selvfølgelig afhænge af, hvor mange der vil vaccineres,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Covid-19 test efter 1. april

Det er nationalt besluttet, at der ikke længere er behov for et offentligt tilgængeligt tilbud om Covid-19 test. Derfor lukker alle offentlige testtilbud i hele landet 1. april.

Interessen for Covid-19 test har længe ligget på et meget lavt niveau og derfor sker der i Region Midtjylland en gradvis nedlukning, som betyder, at åbningstider frem mod 1. april bliver kortere og åbningsdagene færre.

Hospitalerne sørger fremover for Covid19-test i forbindelse med indlæggelser.

Afrundingen af vaccinations- og testindsatsen i Region Midtjylland betyder også, at bemandingen på vaccinationscentrene kommer ned på et absolut minimum.

»Til alle der i kort eller lang tid har været med til at holde vaccinations- og testcentre kørende og os andre raske, vil jeg gerne sige tusind tak for indsatsen. Vi håber, at vi kan få lov at trække på jeres store viden og rutine, hvis det igen bliver aktuelt,« siger Anders Kühnau.

Sundhedsmyndighederne har endnu ikke afklaret organiseringen af den nationale vaccinationssæson 2023/2024.

Del på
AURA

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block