Anders Birch, formand for Sjelle-Skjørring Musik & Scenekunst er nomineret som Årets Energibombe.
Det er en pris som energiselskabet AURA uddeler for at hylde de lokale frivillige. Anders er indstillet til prisen af Kristian Lindskov. I indstillingen skriver Kristian blandt andet:
»Anders er om nogen en rigtig Energibombe. Han er formand og idémand til Sjelle - Skjørring Musik & Scenekunst. Han er en kæmpe inspirator og fyldt med positiv energi, og han yder en kæmpe indsats i lokalsamfundet, idet han er næstformand for Sjelle Vandværk, medlem af Sjelle Bylaug, koordinator i trafikudvalget under Sjelle Bylaug og koordinator i fornyelsesudvalget i Sjelle Forsamlingshus.«
Anders Birch er overrasket, men også glad for at være nomineret til prisen:
»Jeg er benovet, ydmyg og utrolig stolt over at være nomineret til prisen. Jeg er jo af den holdning, at hvis man ikke selv gør noget for små samfund som Sjelle-Skjørring, så sker der ikke noget. Derfor vælger jeg at bruge tid på frivilligt arbejde. Jeg kan godt lide, når lokalsamfundet går sammen for at skabe resultater,« siger han.
Prisen Årets Energibombe går til en frivillig fra en lokal forening, som gør en ekstra indsats og bidrager med et særligt engagement til den lokale forenings arbejde. Blandt indstillingerne har AURA udvalgt fem kandidater, som er gået videre til afstemningen blandt selskabets knap 110.000 andelshavere.
Ud over anerkendelsen udløser prisen 30.000 kr. til vinderen. Årets Energibombe får selv 5.000 kr., mens 25.000 kr. går til den forening, som energibomben repræsenterer.
Afstemningen løber til den 26. september og foregår på aura.dk/energibombe
Vinderen offentliggøres i uge 40.