Fredag den 1. april inviterer Skanderborg Kommune alle borgere til klimafest i Fælledhallen.
Lokale initiativer for klimaet skal hyldes, når Skanderborg Kommune inviterer til klimafest fredag 1. april.
Klimafesten var først planlagt til afholdelse 8. februar, men af corona-hensyn har kommunen valgt at udskyde arrangementet til 1. april.
Formålet med festen er at inspirere endnu flere til at blive en aktiv del af klimakampen og - for en stund - at kigge på løsninger frem for problematikker, fortæller borgmester Frands Fischer.
»Når vi taler om klima, taler vi ofte om målsætninger og planer, mens vi bruger mindre krudt på at fejre de lokale indsatser, som vi allerede har rigtig mange af i vores kommune. De gode eksempler og de gode historier er nødvendige for at motivere endnu flere til at hjælpe til en grønnere fremtid. Og det er derfor, vi holder klimafest. For at fejre succeserne,« siger Frands Fischer.
Prisuddeling, musik og inspiration
Til klimafesten fremviser lokale virksomheder og ildsjæle deres bud på konkrete klimaløsninger, og ligesom til hvilken som helst anden god fest vil der være live musik og lidt godt til ganen. Festen byder også på uddeling af en splinterny pris, Grøn Skanderborg Prisen, som hylder det bedste lokale klimainitiativ i kommunen.
Som gæst vil man kunne møde en lang række lokale klimainitiativer, der kan sætte skub i den grønne tankegang. For eksempel præsenterer forfatter Rune Kier Nielsen seks grønne pointer til klimadebatten over spisebordet, og Stine Højland fra systuen ATTER giver gode tips til at sy sin egen garderobe af genbrugssengetøj.
»Jeg er stolt over, at vi har så mange lokale erhvervsdrivende, borgere og foreninger, der gerne vil vise, hvordan de hver især arbejder med klimadagsordenen her i kommunen. Jeg glæder mig. Og jeg håber, at rigtig mange har lyst til at komme med til festen og få noget god inspiration med sig hjem,« siger Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget.