At sove i naturen er en oplevelse hver gang. Lørdag den 25. maj inviterer DDS-spejderne fra Galten både store og små med til en hyggelig eftermiddag, aften – og nat – i det fri.
De lokale DDS-spejdere vil gerne have flere med ud i naturen. Derfor inviterer spejderne fra Galten til deres arrangement ’Sov Ude’ lørdag den 25. maj kl. 16.30.
Alle, uanset om man er spejder eller ej, inviteres med udenfor til hygge, madlavning, aktiviteter og en nat med stjernerne som natlampe.
»Planen er, at vi mødes og er sammen om et klassisk spejderløb. Og så skal vi selvfølgelig have gang i bål, så vi kan få noget mad,« fortæller Marianne Stabell, formand i DDS 1. Galten Gruppe.
»Og når tusmørket falder, skal lommelygterne frem, når vi skal på opdagelse i skoven og hygge omkring bålet.«
Smagsprøve på friluftsliv
Alle er velkomne til arrangementet, der begynder kl. 16.30 og vil vare til næste morgen klokken ni.
»Vi opfordrer alle til at tage en nat under stjernerne sammen med os – uanset om man er barn, ung eller voksen. Vi vil gerne give en smagsprøve på noget af alt det, friluftslivet her i Galten og omegn har at byde på,« siger Marianne Stabell fra 1. Galten Gruppe.
For mere information om arrangementet kan man læse på 1. Galten Gruppes facebook side eller hjemmeside.
Arrangementet starter ved spejdernes hytte ved Smedeskovsvej 85B, Galten kl. 16.30. Man skal selv medbringe sovegrej og tøj efter vejret. Det koster 50 kr. at deltage.
Spejdernes arrangement er en del af en landsdækkende kampagne, hvor over 100 lokale spejdergrupper inviterer danskerne med ud under stjernerne.
Læs mere om dagen og de andre lokale arrangementer på sovude.dk. Spejderne er en gruppe under Det Danske Spejderkorps.