I en hyldest til det lokale og i kampen mod kræft, kommer Stafet for Livet for første gang til Låsby 7.-8. september 2019.
»I et lokalsamfund som vores skal vi hele tiden sørge for at styrke fællesskabet. Men hvordan gøres dette bedst? Vores bud er at stable Stafet for Livet Låsby på benene, da det er en sag, som vedkommer os alle, og indbyder alle interesserede til at give en hånd med i arbejdet.«
Sådan forklarer May Britt Klamer, formand for Stafet for Livet Låsby baggrunden for motionsinitiativet i den gode sags tjeneste
Stafet for Livet er et arrangement, der varer præcis et døgn og har til formål at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse. Der afvikles Stafet for Livet i en lang række lokalsamfund over hele landet - i fjor 74 steder - og nu håber initiativtagerne at succesen også kan slå rod i Låsby samt forhåbentlig også vil appellere til interesserede i nabobyerne.
Fightere går indledende runde
Alle kan deltage. Ung som gammel, syg som rask. Det afgørende er, at man bærer lysten og viljen til at samles om fællesskabet i kampen mod kræft.
Klokken 11, når stafetten skydes i gang, går fighterne, personer der har været eller er ramt af kræft, den indledende runde, og herefter er der fri bane for alle andre deltagere.