Stenhuggerne fra Skjørring har udvalgt sten til markering af den nye fredning Tåstruplandet
Med godt håndelag og moderne grej til slibning og pudsning skal gruppen af stenhuggere fra Skjørring nu i gang med at udsmykke tre tonstunge sten, som skal markere indgangene til den nye fredning, Tåstruplandet.
I torsdags blev stenene udvalgt og flyttet fra stendyngen ved Målundegård mellem Storring og Stjær til en lade i Hørning, og her skal stenhuggerne i de kommende måneder arbejde med mejsel og maskiner.
»Det er en stor og spændende opgave, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang,« siger Ingerlise Bæk fra Skjørring, som er talskvinde for de 11 stenhuggere.
Det er også i Skjørring, de mødes for at hugge - som f.eks. da gruppen huggede sten til Pilgrimsruten. Til det forestående projekt med at udsmykke de store sten, der fremover skal markere "indgangene" til den nye fredning var både stenene og opgaven for stor til at kunne rummes i stenhuggernes sædvanlige ramme.
Heldigvis kunne fredningens projektleder Hans Brok-Brandi, Skanderborg Kommune, sørge for en rummelig lade i Hørning, så stenhuggeriet nu kan forgå med god plads og varme.
Skal byde velkommen ved de tre indgange
»Fredningen får tre indgange, nemlig i Tåstrup, Harlev og ved Stenskoven i Stjær. Og netop Stenskoven med sin fantastiske historie har inspireret os til at bruge sten som de markører, der byder velkommen til Tåstruplandet,« siger Hans Brok-Brandi.
Også han glæder sig meget til at se resultatet.
»Theis Andersen har tegnet et smukt og naturligt logo til fredningen, og sammen med navnet i versaler, bliver det stenenes enkle udsmykning. Det bliver så flot,« tilføjer han.
Brok-Brandi forventer at fredningen er klar til indvielse før sommerferien. Inden da skal alle stierne markeres med prikker og pile og der skal opsættes skilte med kort og fortællinger. Selve formidlingen er lagt i hænder på lokale Greenways.dk, som sammen med BN Tegnestue lige nu er i gang med ...