Ikke alene stillede Galten-Skovby Minigolf anlæg til rådighed for DM i minigolf på betonbane i forrige weekend. Klubben viste også flaget på banen.
Kirstine Møller vandt en bronzemedalje i kategorien veteran damer for DM på Galten-Skovby Minigolfs anlæg mens Thomas Drivsholm vandt to bronzemedaljer i kategorien veteran herrer. En for DM på Galten-Skovbys anlæg og en for den samlede deltagelse i DM rundt i Danmark.
I alt deltog 10 medlemmer fra Galten-Skovby Minigolf ved mesterskabet, der havde deltagelse af i alt 75 spillere i alderen fra 10-82 år.
»En god weekend med masser af minigolf i solskin, dog lidt blæst fra øst, som drillede lidt. Mange tilskuere havde fundet vej til stævnet,« fortæller klubbens formand Thomas Drivsholm.