Galten Vandværks formand, Kim Kusk Mortensen er valgt som formand for nyt samarbejdsforum
omkring drikkevandsforsyning i Skanderborg Kommune.
Tirsdag den 23. april var en historisk dag for vandværkerne i Skanderborg Kommune.
Vandrådet, der er en forening af alle de almene vandværker i Skanderborg kommune, besluttede at opløse sig selv.
I stedet stiftedes Foreningen Skanderborg Vandsamarbejde, som også er en sammenslutning af de almene vandværker i kommunen, men som er meget bedre rustet til at håndtere de kommende indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse og de store erstatningsbeløb som vandværkerne skal betale til de berørte lodsejere.
Vandsamarbejdets bestyrelsesmedlemmer vælges decentralt i de otte hovedforsyningsområder, som kommunens vandværker er fordelt i.
Sikrer bred repræsentation
Dette betyder, at hvert hovedforsyningsområde bidrager med ét bestyrelsesmedlem og Skanderborg Forsyning bidrager med det 9. medlem.
»Herved sikres en bred repræsentation af kommunens vandværker i bestyrelsen, hvilket især er vigtigt når der skal etableres en solidarisk løsning til de kommende erstatningsudbetalinger,« siger foreningens formand Kim Kusk Mortensen.
Vandsamarbejdet skal i tæt samarbejde med kommunens forvaltning og politikere sikre fremtidens drikkevand i Skanderborg Kommune – og etablere en driftssikker model for erstatningsudbetaling.
Herudover skal Vandsamarbejdet samarbejde med politikerne i Byrådet omkring drikkevandspolitiske problemstillinger, som f.eks. den nye politiske aftale om at beskytte drikkevandsboringerne mod pesticider – BNBO-aftalen.
Vandsamarbejdet skal også repræsentere fælles interesser for kommunens vandværker, f.eks. i forbindelse med indkøbsaftaler, repræsentation i råd og samarbejdsorganer på tværs af kommunen.
Den nye bestyrelse er Kim Kusk Mortensen – Galten Vandværk (formand), Allan Agerbo – Jaungyde Vandværk (næstformand), Henning Jeppesen – Tåning Vandværk (kasserer), Kirsten Wildner-Christensen - Foerlev Vandværk (sekretær), Brian Riis Thøgersen – Virring Vandværk, Geert Jensen – Låsby Korsvej Vandværk, Steffen Dall Kristensen – Gl. Hørning Vandværk, Steffen Gram Lauridsen – Gl. Rye Vandværk og Martin Frausing Poulsen - Skanderborg Forsyning.