Torsdag blev fire biler på lokale pendler-parkeringspladser udsat for indbrud.
Ved motorvejstilkørslen på Klank gik det ud over en sort VW Polo. På et tidspunkt mellem 6.30 og 16.30 var bagruden knust og noget tøj gennemrodet, men intet blev stjålet.
Tilsvarende fik tre biler på pendlerpladsen ved Låsby-afkørslen knust ruder. Her gjaldt det en sort Audi, en sølvgrå Mercedes og en sort Ford Fiesta.
Fra den ene bil blev intet stjålet. Fra en anden forsvandt en mobiltelefon og nogle småting, mens der ved anmeldelsen ikke var overblik over, hvad der blev stjålet fra den tredje bil.
I det ene tilfælde kan gerningstidspunkt indsnævres til mellem 10.30 og 13.30, hvilket antageligt er tilfældet for alle tre indbrud.