Lørdag kl. 19.15 mødte en politipatrulje op ved Galten Skatepark på Bytoften efter en anmeldelse om støjende adfærd.
Ved skateparken traf ordensmagten en gruppe på fem lokalt bosiddende drenge i alderen 15-19 år. De havde medbragt et stort musikanlæg på en sækkevogn og spillede meget høj musik til gene for naboerne.
Ifølge politiet bor anmelderen 300 meter fra stedet og vedkommende var generet af musikken.
En af de unge – en 17-årig dreng – blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og kan imødese en bøde.
Desuden tog politiet musikanlægget med sig. Det kunne ejeren få udleveret igen mandag. Ligeledes blev drengenes forældre kontaktet og orienteret om hændelsesforløbet.
Politikommisær Mick Clausen fra Sydøstjyllands Politi karakteriserer hændelsesforløbet som et fint samarbejde mellem borgere i Galten og politiet, og han håber:
»... at de unge fandt ud af, at politiet ikke accepterer larm og uro. Og det gør borgerne heller ikke.«