Den landsdækkende event ’Danmark Padler’ rammer Ry den 22. maj, når Ry Roklub inviterer alle interesserede ned og prøve en tur på vandet i turkajak og inrigger samt leg i polokajak.
Stadigt flere danskere dyrker idræt på vandet, og med mere end 8.000 kilometer kyststrækning og et hav af søer og åer er Danmark i den grad også et blåt land. Nu kan du prøve turkajak, inrigger og polokajak nær dig, når Danmark Padler rammer Ry.
Alle kan komme ud og prøve en tur på vandet. Ry Roklub stiller udstyr og instruktører til rådighed på dagen, så sikkerheden er i top.
I år er der en særlig mulighed for at lege og spille i polokajak. Bane og mål vil blive lagt ud på vandet.
»At komme en tur på vandet er sundt for både krop og sjæl. Du finder ro og slapper af på en helt anden måde, men du får samtidig trænet hele kroppen. Du kan komme alene, eller du kan tage naboen, kollega-en eller familien med, så I gør det sammen. Mulighederne er mange, og vi glæder os rigtig meget til at vise klubben og de mange muligheder på vandet frem,« siger Susanne Dixen, formand i Ry Roklub.
Åbent hus
Arrangementet finder sted søndag d. 22. maj på Siimtoften 15, Ry.
Der er åbent hus kl. 10-13, hvor man kan prøve en båd og se klubbens lokaler. Der er ingen tilmelding, man møder man bare op
Se mere på www.ry-roklub.dk
Danmark Padler
Danmark Padler er en landsdækkende event, der foregår fra den 21.-29. maj. Her åbner klubber, padlefællesskaber, offentlige og private aktører op og inviterer alle danskere en tur på vandet, uanset om du aldrig før har sat dine ben i en af vores bådtyper, eller om du er en erfaren roer.
• Danmark Padler arrangeres af Bevæg dig for livet – kano, kajak og SUP, som er et samarbejde mellem DGI, DIF og Dansk Kano og Kajak Forbund.
• Bevæg dig for livet-visionen arbejder overordnet for, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation i 2025.
• Det er DGI og DIF, der driver Bevæg dig for livet med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden.