Skanderborg Kommune skruer ned for strøm og varme

Image
Skanderborg Kommune iværksætter senest 1. oktober en række energibesparende tiltag.

Senest den 1. oktober bliver temperaturen sænket til 19 grader i en lang række af Skanderborg Kommunes bygninger.

Skanderborg Kommune følger de nationale anbefalinger og skruer ned for varmen og sparer på strømmen i kommunale kontorer og institutioner. Også unødig udendørs belysning slukkes som følge af energi-krisen.

Skanderborg Kommune har allerede sænket energiforbruget markant gennem forskellige grønne tiltag over de senere år. Nu tager kommunen ekstra skridt for at mindske energiforbruget for at imødegå den aktuelle energikrise.

»Senest den 1. oktober bliver temperaturen sænket til 19 grader i en lang række kommunale bygninger. Hertil kommer en række andre tiltag som følge af de nationale anbefalinger,« fortæller borgmester Frands Fischer.

»Det er vigtigt, at vi er solidariske og gør vores til, at vi kommer godt igennem den aktuelle energikrise. Først og fremmest beder vi vores institutioner om at sænke temperaturen og spare på strømmen, hvor det er muligt. Vores administrative bygninger bliver berørt, men også biblioteker, skoler og haller vil sænke temperaturen og indføre besparende tiltag. Jeg er sikker på, at alle er gået i tænkeboks for at spare på energien, så vi er rustet bedst muligt til at komme igennem vinteren.«

Institutioner og ejendomme er kontaktet

Kommunens afdeling Anlæg og Ejendomme har kontaktet alle institutioner med opfordring om at spare og med tilbud om råd og vejledning.

Udover at sænke temperaturen kan det konkret handle om at slukke for unødvendig belysning både ude og inde, afkoble skærme og apparater på standby, lukke ubrugte lokaler af, mindske forbruget af varmt vand, bruge opvaskemaskiner og vaskemaskiner på lavere temperaturer osv.

De lokale tiltag i Skanderborg Kommune iværksættes, så de flugter med den fælles anbefaling fra Regeringen, Danske Regioner og KL:
• At sænke temperaturen til 19 grader i offentlige kontorbygninger mv.
• At slukke udendørs belysning på offentlige bygninger.
• At forkorte fyringssæsonen.
• At fordele Energistyrelsens kampagnemateriale med spareråd blandt medarbejdere, så de har mulighed for selv at tage initiativer, såsom at slukke lyset og skærmen efter sig i møderum.

Grønne tiltag godt i gang

Plejecentre, vuggestuer og lignende er ikke omfattet af anbefalingen om at sænke temperaturen. Til gengæld lægges der op til, at den udendørs julebelysning i Skanderborg, Galten og Ry, som er koblet på den offentlige gadebelysning ikke bliver tændt i år. Ligesom der også er overvejelser om at slukke kommunens digitale informationsskilte. Begge dele tager Byrådet endeligt stilling til på byrådsmødet onsdag den 28. september.

Ud over de tiltag, der gennemføres for at reducere forbruget her og nu, er kommunen godt i gang med at spare på den lidt længere bane. Fra 2009 til 2020 er strømforbruget faldet 2.439 MWh, svarende til 23 pct. Alene fra 2019 til 2020 er faldet på 971 MWh, svarende til 11 pct. (Kilde: CO2-regnskab 2021 Skanderborg Kommune som virksomhed)

»Vi har ansat to medarbejdere, hvis hovedopgave er at hjælpe vores institutioner med energibesparelser. Vi har gearet op på den digitale monitorering, så hver enkelt skole får en månedlig rapport over deres energiforbrug. Vi skal i gang med sidste udrulning af LED-gadebelysning, som også er med til at sætte strømforbruget ned. Byrådet har netop afsat knap 15 mio. i næste års budgetaftale til at udfase opvarmning med gas- og oliefyr i kommunale bygninger. Udover de indsatser arbejder vi på at øge mængden af energi, der bliver produceret grønt i kommunen,« fortæller Frands Fischer.

Skanderborg Kommune har forpligtet sig til at styrke den grønne omstilling, herunder at udvide rammerne for grøn energiproduktion, så kommunen er selvforsynende med grøn energi senest i 2030.

Styregruppe nedsat

Energistyrelsen har bedt kommunerne om at have fokus på, at nødberedskabet fungerer i tilfælde af periodiske strømnedbrud hen over vinteren. Derfor har Skanderborg Kommune også nedsat en styregruppe, som er klar til at koordinere den opgave, hvis det skulle blive nødvendigt.

Læs Galten Folkeblad 28. september 2022

Del på
AURA

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block