En dramatisk ansøgning i sidste øjeblik, et pastorat i forvandling og et liv tæt på mennesker – på både cykel og rulleskøjter.Sognepræst Carsten Marvig ser tilbage på mere end tre årtier i Storring-Stjær Pastorat, inden han ved udgangen af måneden går på pension.
Carsten Marvig var netop blevet færdig med at læse religionshistorie og teologi på Aarhus Universitet, da han søgte stillingen som sognepræst i Storring-Stjær Pastorat.
Ansøgningen var dog lige ved at glippe. Den skulle være i Kirkeministeriet en mandag inden kl. 12, og Carsten Marvig ventede på en udtalelse fra Gymnastikhøjskolen i Viborg, som han skulle have med. Så det blev søndag, inden ansøgningen kunne afleveres i postkassen ved banegården i Aarhus.
»Så stod der, at den var tømt, da min kone Charlotte og jeg kom derned. Så jeg tænkte, at det måtte være et tegn om, at jeg ikke skulle have stillingen. Men min kone havde arbejdet hos postvæsenet under sit studie, og hun vidste, at postcentralen lå i Lystrup, så der cyklede vi ud,« erindrer Carsten Marvig.
»Der var bælgravende mørkt, men Charlotte kravlede over hegnet og fandt et vindue, hvor der var lys. Så sagde vi, at vi måtte bare have det her brev med postbilen til København, og det lykkedes, og jeg var så heldig at få stillingen.«
Det, der kunne være endt med en tom postkasse i Aarhus, blev begyndelsen på 34 år i Storring-Stjær – et pastorat, der i samme periode har forandret sig markant.
Fra landsamfund til forstad
Da Charlotte og Carsten Marvig kom til Storring-Stjær, var det virkelig ude på landet.
»Rundt om os boede landmænd, og nogle havde boet her i mange år. I den nuværende konfirmandstue var der stald, og der var heste og et rum til hjelme, sadler og en ridebane, som blev brugt af de lokale, beretter Carsten.
Siden har udviklingen ændret både landskabet og hverdagen.
»Nu har Storring-Stjær udviklet ...
